Mere åbenhed, mere tryghed, flere muligheder
Læserbrev bragt i Midtjyllands Avis og Ugebladet Skanderborg
Af Thomas Cordtz
Konservativ spidskandidat i Skanderborg Kommune
Tiden nærmer sig hastigt, hvor alle vælgermøderne går i gang. I den forbindelse spørges jeg ofte om, hvorfor jeg stiller op, og hvilke drømme og håb jeg har for Skanderborg Kommune.
Kort fortalt vil jeg arbejde for, at alle i Skanderborg Kommune har mulighed for at skabe sig et langt, lykkeligt og trygt liv.
Skanderborg kommune skal være Danmarks bedste kommune at bo i, at arbejde i, at drive virksomhed i og være turist i. Og da Skanderborg Kommune er meget mere end bare Skanderborg by, lægger jeg også særlig stor vægt på den fortsatte udvikling af vores centerbyer – Ry, Hørning, Galten-Skovby og Låsby – samt udviklingen og bevarelsen af vores landsbyer.
Kun med levende byer og erhvervsliv også uden for Skanderborg by kan vi tiltrække nye virksomheder og borgere til hele kommunen.
Uanset hvor du bor i kommunen, skal du have adgang til gode pasningsmuligheder til dine børn og pleje/ hjælp i topklasse, hvis du eller en i din familie har behov. Skolerne i Skanderborg Kommune skal være blandt Danmarks bedste og sikres de bedste rammer. Der skal igen være fokus på faglighed, og lærerne skal have arbejdsro til at fokusere på kerneydelsen: Undervisningen og den enkelte elevs trivsel og udvikling.
Jeg vil arbejde for en kommune med orden i økonomien, hvor skattekronerne skal bruges med større omtanke og for en kommune med et rigt erhvervsliv i vækst. Jeg vil arbejde for en stærk service-kultur, som understøtter og tiltrækker virksomheder og iværksætteri. Kommunen skal sikre gode vilkår for turisme, lokale arbejdspladser og et rigt handelsliv i byerne.
Kort sagt drømmer jeg om en kommune i vækst og udvikling, hvor alle uanset alder føler sig hjemme og bidrager til fælles bedste. En kommune med mere åbenhed, mere tryghed og flere muligheder for den enkelte borger.
Link til artiklen i Midtjyllands Avis
Link til artiklen i Ugebladet/Lokalavisen