Økonomi

Mere vækst - skatten ned

Fokus på kernopgaverne

For Konservative Skanderborg er det vigtigt at fokusere på kerneopgaverne – bl.a. skoler og daginstitutioner samt pleje og omsorg for svage ældre, handicappede og udsatte. Som kommune har vi endvidere en lang række obligatoriske og lovbundne opgaver. Disse opgaver skal vi udføre til borgernes tilfredshed og koncentrere vores energi om disse.

Men Skanderborg Kommune vokser, har påtaget sig flere og flere opgaver og udfordres i fremtiden af den demografiske udvikling. Vi bliver flere ældre og grundet høj fødselsrate og øget tilflytning bliver der også flere børn. Det presser økonomien, for pengene kun kan bruges én gang, og de mange ekstraopgaver, kommunen har påtaget sig, er med til at tage ressourcer og opmærksomhed fra kerneopgaverne.

Vi ønsker, at der ryddes ud i de opgaver, som ikke er kerneopgaver. Dette skal til for at sikre, at vi har de rette midler til kerneopgaverne og for at holde skattetrykket under kontrol. Ved at føre ansvaret for en række opgaver, der ikke er kommunale kerneopgaver, tilbage til borgerne, vil vi arbejde for, at skatten tilsvarende sænkes. For Konservative Skanderborg handler kommunale opgaveløsninger om at løse borgernes behov, hvor borgerne ret beset ikke kan.

Ansvarlighed og tryghed er afgørende, når borgernes penge forvaltes. Konservative Skanderborg er garant for en administration med omtanke og kommunal service med et varmt hjerte. Ressourcer skal bruges på dem, der har brug for hjælp. Det er det eneste anstændige. Jo mere det sociale sikkerhedsnet spændes ud, jo flere falder igennem, for så går pengene fra dem, der virkelig har behov for hjælp.

Konservative vil:

  • Anvende skatteindtægterne, hvor de gør mest gavn med fokus på de kommunale kerneydelser.
  • Bekæmpe kommunal ødselhed.
  • Koncentrere den direkte hjælp om dem, der ikke kan klare sig selv.

Det er vores erklærede mål, at skattetrykket i Skanderborg Kommune skal sænkes. Det skal det, fordi vi grundlæggende tror på, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Det er vores pligt at sikre, at byens borgere har så stærk en privatøkonomi som muligt. Det gælder også for boligejere. Derfor ønsker vi som minimum at fastfryse provenuet fra grundskylden og helst afskaffede den.

Den kommunale sektor må ikke blive så omfattende, at den virker ødelæggende på den private virketrang. På det takstfinansierede område skal taksterne afspejle de faktiske udgifter og må ikke være skjulte skatter. Borgerne skal have sikkerhed for, at kommunen ikke akkumulerer overskud, der ikke kan komme tilbage til borgerne. Når Konservative Skanderborg ønsker at sænke skatterne, er det bl.a. for at gøre det billigere at bo i kommunen.

Vi ønsker at fastholde borgere med beskæftigelse og familierne. Desuden skal Skanderborg kommune være en attraktiv mulighed, når man har afsluttet en uddannelse og skal til at finde et sted til ens familie. Vi skal tiltrække og fastholde ressourcestærke borgere, så Skanderborg kommune udvikler sig.

Konservative vil:

  • Sænke skatterne.
  • Skabe større skatteindtægter gennem vækst – Se “Erhvervspolitik”.
  • Øge bosætningen.
  • Forbeholde gældsstiftelse til anlægs- og fremtidsinvesteringer.
  • Synliggøre, hvad borgerne får for pengene.
  • Fastfryse provenuet på grundskylden og helst afskaffe den. 

Med vores offensive erhvervspolitik vil der komme flere private arbejdspladser og dermed vækst. Skal der være penge til bl.a. gode skoler og en anstændig pleje for de ældre, skal der gang i vækst og udvikling. 

Du har som borger krav på politikere, der tænker fremad, er modige og kan samarbejde med andre partier. Det baner vejen for nødvendige og holdbare løsninger.

Vi vil skabe tryghed om alles økonomi ved at sikre en sund økonomi i Skanderborg Kommune. Det er nødvendigt med prioriteringer, hvis der skal være penge til de investeringer, som sætter gang i væksten, skaber flere arbejdspladser og forbedrer velfærden. Vi har modet til at prioritere, hvor vi selvfølgelig vil inddrage borgere og brugere. Vi vil arbejde for, at alle områder af den kommunale forvaltning hele tiden arbejder på at blive smartere, bedre og billigere. For at opnå dette er det vigtigt, at de ansatte i kommunen glæder sig til at gå på arbejde. Hver dag. Det giver bedre velfærd og service for borgerne. Derfor vil vi fjerne bøvl og udfordre reglerne på alle de områder, hvor bureaukratiet skygger for bedre og mere lønsomme løsninger. I dette spændende arbejde vil vi lytte og inddrage kommunens borgere og medarbejderne. For sammen skaber vi de bedste resultater, så vi får mere ud af ressourcerne, sikrer bedre kommunale arbejdspladser og kan gøre det bedre og billigere at bo i kommunen.

Kommunale kroner skal bruges med omtanke

Skattekronerne skal bruges med omtanke og omhu og til gavn for borgere og erhvervsliv. Derfor skal der til stadighed være fokus på og tilsyn med det offentlige forbrug. For Konservative Skanderborg er det som nævnt vigtigt at fokusere på kerneopgaverne: Institutioner, skoler og omsorgsopgaver samt erhvervsudvikling og udbygning af infrastruktur.

Konservative Skanderborg ønsker, at ressourcerne i fremtiden bruges langt mere fornuftigt og effektivt, end det er tilfældet i dag. Skanderborg Kommune har for længe haft fokus på dyre udviklings – og prestigeprojekter med den uheldige effekt, at kommunen er blevet alt for dyr i drift. Vi ønsker derfor, at der luges ud i prestigeprojekterne. Det skal fremover i højere grad kritisk vurderes, om et givent tiltag eller projekt vil gavne borgerne direkte, eller om det må betegnes som et feel good-projekt, der ikke falder ind under, hvad der normalt opfattes som kommunal kerneydelse. I så fald skal projektet ikke gennemføres.

Vi ønsker, at Skanderborg Kommune skal være landets mest veldrevne kommune. Derfor vil vi have en gennemgribende eftersyn af Skanderborg-modellen, der har vist sig ineffektiv og dyr. Vi vil slanke administrationsomkostningerne og derved frigøre ressourcer til kerneopgaverne og til skattelettelser.

Færre administrative omkostninger – væk med
gælden

Forvaltningen i Skanderborg Kommune er blevet for dyr sammenlignet med nabokommunerne. Silkeborg og Favrskov kommuner er fx eksempel hvad angår ledelse og administration markant mere omkostningseffektive end Skanderborg Kommune. En undersøgelse fra KORA (nu Vive) viste tidligere i år, at Skanderborg Kommune bruger for mange penge på administration. Forskellen på de faktiske administrative udgifter og det beregnede udgiftsbehov i Skanderborg Kommune var næsten 17 mio. kr. i 2016.

Hvis Skanderborg Kommune i 2015 havde anvendt lige så få kroner til ledelse og administration pr. indbygger som Silkeborg Kommune, ville Skanderborg Kommune i 2015 kunne have sparet 124 mio. kr. (i 2016 kr.) Hvis Skanderborg over årene 2013-2016 havde anvendt lige så få midler til ledelse og administration pr. indbygger som Silkeborg, ville Skanderborg have sparret 495 mio kr. (i 2017- kr.) og kunne dermed have været gældfri. Kommunens gæld afdrages for indeværende med ca. 32.5 mio. kr. årligt. Havde kommunen været været gældfri ville disse penge i stedet kunne været brugt på mere borgernær velfærd eller skattelettelser.

I Aarhus Kommune har man takket ja til et tilbud fra Økonomi- og Indenrigsministeren om at indgå et partnerskab om regelforenkling og afbureaukratisering med henblik på at effektivisere driften af kommunen. Ministeriet tilbyder at betale og sende eksperter fra KORA (Vive) ud til de kommuner, der er klar til at lade sin administration underkaste en kritisk gennemgang, så der kan frigives tid til kernevelfærden. Konservative Skanderborg mener, Skanderborg Kommune med fordel kunne indgå i denne ordning også.

Det er Konservative Skanderborgs ønske at midlerne i langt højere grad prioriteres til den borgernære service og de “varme hænder”. Tal viser at antallet af stillinger i centraladministrationen stiger, mens antallet af “varme hænder” ude i alt fra vuggestuer til plejehjem næsten er uændret. I sidstnævnte er antallet af fuldtidstillinger vokset mellem 1,4% og 2,6%, alt imens antallet af børn og ældre er steget markant. Over for dette er antallet af fuldtidsstillinger I byrådssekretariatet det seneste år vokset med 8,3% og i staben for Økonomi, Innovation & IT er de vokset med 22,2%.

Velfærd og skattelettelser frem for prestigeprojekter

For at frigøre flere ressourcer til kerneopgaverne ønsker Konservative Skanderborg at rydde op i prestigeprojekter, der koster kommunekassen og borgerne millioner af kroner. Her kan nævnes en længere række tiltag og projekter, som nok alle til en vis grad er gavnlige, men som a) enten falder ind under, hvad man må forvente borgerne selv kan tage sig af, b) som bedre kunne varetages af private eller c) som må betegnes som direkte overflødige. Her skal blot nævnes få eksempler: Skanderborg Kommunes nye logo, der kostede ca. 1/2 mio. kr. i udarbejdelse og dertil et ukendt antal kroner i udbredelse. Synlig læring, der kostede kommunen mindst 5 mio. kr. Noma-kokke og madforsøg i ældreplejen. Samarbejdet City4U, der modtager 1/2 mio. kr. om året. Børnetopmødet, der kostede kommunekassen 800.000 kr. Rygestopkurser betalt af kommunen. Sponsorat af Skanderborg håndbold med 1/2 mio. kr. årligt. Konservative Skanderborg ønsker færre projekter lig de nævnte og ønsker i stedet at prioritere pengene til velfærden og til skattelettelser.

Udlicitering og konkurrenceudsættelse

Vi ved, at konkurrenceudsætning kan være med til at kvalitetssikre og økonomistyre kommunens opgaver. Derfor ønsker vi, at Skanderborg kommune konkurrenceudsætter flere opgaver for derved at at sikre, at kommunen betaler den rette pris for en konkret ydelse. I det hele taget er det konservativ politik at øge antallet af private leverandører.

Et succesfuldt udbud stiller store krav til formuleringen af opgaven og er noget kommunen fortsat skal blive bedre til. Konkretiseringen af opgaverne er samtidig i sig selv med til at sætte fokus på kommunens service og synliggøre for borgerne, hvilke forventninger de kan have til kommunen.

Konservative vil:

  • Slanke administrationsomkostningerne og optimere driften.
  • Sikre flere midler til de “varme hænder”.
  • Anvende skatteindtægterne, hvor de gør mest gavn med fokus på de kommunale kerneydelser.
  • Bekæmpe kommunal ødselhed og rydde ud i feel good-projekter
  • Begrænse brugen af eksterne konsulenter
  • Koncentrere den direkte hjælp om dem, der ikke kan klare sig selv.
  • Øge konkurrenceudsættelsen og udliciteringen af opgaver – bl.a. på det tekniske område – herunder af Entreprenør- og materielgårdene
  • Synliggøre, hvad kommunens penge bruges til.
  • Give Skanderborgmodellen et tiltrængt gennemgribende eftersyn med henblik på effektivisering af driften af kommunen.