Hvor skal vi hen, du? Skanderborg mangler en fremtidsplan

31. oktober 2017, 13.27 Midtjyllands Avis

LANGSIGTET I disse dage er valgmøderne for alvor gået i gang, og igen og igen hører vi borgerne ønske en bedre og mere sammenhængende udvikling af kommunen og tidssvarende faciliteter. Der er behov for alt fra skoler, til cykelstier, ældreboliger, bedre veje, daginstitutioner og meget mere.

Kommunen har grundet manglende planlægning, vanetænkning og dårlig økonomisk disponering ikke kunnet tilgodese behovene for udbygningen af infrastruktur, skoler og institutioner i takt med, at bosætningen er steget som følge af den omfattende udstykning i hele kommunen. Det har resulteret i manglende dagtilbud til børn, pladsmangel i skolerne, kødannelser på vejene, alt for lange sagsbehandlingstider mv. Alt sammen faktorer, der gør det vanskeligt at være borger eller ansat i kommunen, og som gør det vanskeligt drive virksomhed i Skanderborg Kommune.

I Konservative Skanderborg ønsker vi bedre og mere langsigtede planer. Kommunen skal derfor have udarbejdet en fremtidsplan, der rækker minimum 10 år ud i fremtiden. Vi kan ikke byde de ansatte, erhvervslivet og borgerne at nøjes med en kommuneplan og udviklingsstrategi, der kun rækker tre-fire år ind i fremtiden. Fremtidsplanen, skal klart vise erhvervsliv og borgere, hvor kommunen vil hen og skal omfatte bosætning, udstykning, planer for erhvervsudvikling og infrastruktur, institutionstilbud, skoler og plejecentre, samt opførelse, udbygning og renovering af faciliteter. Kun på den måde sikres holdbare, fremtidssikrede løsninger fremfor dyre kortsigtede hovsa-løsninger.

http://www.mja.dk/artikel/hvor-skal-vi-hen-du-skanderborg-mangler-en-fremtidsplan