Kortere skoledage
Birgitte Majgaard, Galten, byrådskandidat for Det konservative Folkeparti, skriver:
Længere skoledage giver ikke nødvendigvis mere lærdom. Det er en lektie, som de fleste skolebørn, deres forældre og lærere desværre har måttet lære på den hårde måde ovenpå skolereformen.
Skoledagene er blevet forlænget med klubaktiviteter og lektiecafeer/studietid, hvor der ikke er sat de lærerkræfter af, der skal til for at give børnene en reel mulighed for at få hjælp med lektierne.
Der var gode intentioner bag skolereformen, men vi må erkende og rette op på de ting, der ikke fungerer.
Vores børn skal have den bedst mulige undervisning. De skal ikke spilde deres tid, så der ikke er tid til de andre vigtige dele af barndommen – at lege med kammeraterne, gå til sport og andre fritidsaktiviteter og være sammen med deres familie.
Nu har byrådet endelig vedtaget, at skolerne selv må bestemme, om de vil indrette, tilpasse og muligvis afkorte skoledagen, så den passer bedre til børnenes behov. Problemet med det er bare, at det ikke kan lade sig gøre ude i virkeligheden. Skolerne må kun lave kortere skoledage i særlige tilfælde og i korte perioder ved at sætte to lærer på i andre timer. Men det vil kræve flere penge til sfo og klub. Penge som ikke følger med. Derfor er der tale om ren symbolpolitik uden betydning.
Lad os nu i stedet give vores dygtige, engagerede lærere mulighed for at forbedre og give vores børn en uddannelse i verdensklasse i mindre klasser og med kortere skoledage.